James Blake postede idag at “the brainwash worked, now everyone thinks music is free” og gude hvor har han ret. Det er på alle måder en forkert model med streaming. Den ide om at alt musik er dit for et sølle abbonement på 109,- hos fx spotify, er en grotesk udvanding og latterliggørelse af musik. Lad mig slå fast at musik er ikke gratis!
Her er et lille meget hurtigt regnstykke, for at vise sammenhænget.
Lad os antage at en artist skal udgive en single, det koster... studie tid, måske en producer, et mix og en master og noget artwork og udarbejdelse af presse samt promo af singlen. Det koster ca 15-16.000,- som minimum. (medmindre man blot spytter et AI værk ud og kalder det sit eget, så kan musik laves for ingen penge, men det er en anden snak og noget helt andet musik.... og den musik gider jeg ikke forholde mig til i denne blog...)
men dvs. 16.000,- i udgifter divideret med afregningen som er 0.06,- (spotify afregning pr stream) = 266.666 afspilninger skal der så til for at bare gå i nul!!!!!!!!!!
Det hænger ikke sammen i langt de fleste tilfælde.
Jeg drømmer om hver eneste nat at denne model udfases og et bedre alternativ finder sin vej.
Det ville som minimum være fair at ens abbonnement kroner gik til de kunstnere man lytter til.
Jeg overvejer meget en anden løsning. Når man f.eks. kigger på TV streaming, findes der flere streaming services, som udbyder forskelligt materiale. Det vil sige man køber det som man vil have, og udfra den tanke, kunne jeg godt se et mere differentierede musik streaming marked, som var mere defineret udfra hvad man som forbruger gerne vil have adgang til. Vil man have adgang til det hele, så må man betale for at have adgang til alt musik. Denne model ville ramme mere fair i forhold til at de penge man bruger faktisk kunne målrettes mod de kunstnere man faktisk lytter til i stedet for at afregne udfra en afregningsnøgle som kun favoritiserer de mest succesfulde artister. Det ville også gøre at pengene ville blive større både til populærmusikken og til det mere nicheorienteret. Jeg har faktisk en klar fornemmelse af, at ved at lave forskellige tjenester, der udbyder forskelligt musik, vil man også føde en sundere kultur omkring det at man vælger noget musik til og andet musik fra. Musik har altid været en personlig smag og en af de ting der virkelig ærgrer mig, er at man ikke længere i samme grad skal gøre en aktiv indsats for at finde ny musik. Man har med det store fokus på playlister, skubbet til hvordan man forbruger musik, det vil sige at mange vælger ikke længere en kunstner til, men mere udefra en stemning f.eks. Sunday morning chill, slow jazz osv. Dermed tager man endnu en gang en masse identitet fra kunsterne, men fjerner en stor del af meningen ved at udgive hele værker, altså albums. Tidligere var det et kæmpe statement, at udgive et album, som er et kæmpe arbejde at lave. Alt fra sangene til det gennemarbejdede udtryk, er et et meget større arbejde end nogen muligvis kan forestille sig. Det er udvandet og bliver slet ikke præsenteret tilnærmelsesvis respektfuldt. Det samme gælder for så vidt album anmeldelser og musikjournalistisme helt generelt. Jeg føler man med streaming og hele musikkulturen der er forandret på grund af streaming, på grund af idéen om at alt musik er tilgængeligt for alle, har gjort historierne om bandet, om artisten, om musik som kunstart, ekstremt overfladisk. Ingen virker til at dyrke de dybe lagt og dermed er hjernevasken tæt på komplet. Det svarer lidt til at lave en kunstudstilling, med værker der har taget årevis at lave, for så at hænge dem på strækningen mellem Køge og kbh og så kan dem der vil, flygtigt kaste et blik på dem. Vi misser med andre ord ud på hele det dybe aspekt der gemmer sig i musikeren, artisten, fortællingen er ikke komplet, det nærmer sig muzak. (Altså den der sang der lyder som noget du kender i forvejen og som man hører i en elevator eller når du handler). Jeg føler virkelig at vi er ved at miste grebet om hvad musik er, og hvad musik kan. Musik har til alle dage, været en del af det kultursøgende menneskes identitet og det er den selvfølgelig stadigvæk i nogen grad, men det er slet ikke på samme måde. Jeg er vokset op midt i grunge tiden. 90’erne på fulde drøn! Musikken var så definerende for moden, for livssynet og man mærkede verden så vildt gennem musikken. Den var støjende, rebelsk, og definerende. Jeg har svært ved at se strømninger idag der er tilnærmelsesvis tæt på at have den rolle. Dengang lyttede man hos
sin lokale pladebutik ved lyttestandere og valgte efter hurtige gennemlytninger hvilke albums man nu skulle hjem og skamlytte, undersøge for credits og nærlæse tekster og hele den dyrkelse er minimal idag. Det er fx tæt på umuligt at finde ud af hvem der spiller, mixer eller producere ting. Jeg skrev på et tidspunkt med en ansat på Gaffa omkring præcis det her med fakta i forbindelse med albumanmeldelser, og fik at vide det kun var interessant for et fåtal og at der ikke var nok “swung” i den slags oplysninger. Altså endnu en udvanding. Hvorfor er det ikke interessant at vide hvem der står bag artisterne? Jeg forstår det ikke…
Nå men slutteligt, så havde jeg en betragtning jeg ville dele… jeg kom i tanke om min relativ solide samling af musik som jeg for nogle år siden valgte at stille hos en god ven. Jeg havde ikke længere en cd afspiller, og overvejede seriøst at sælge hele skidtet i Akkord for en slik. Det er jeg glad for jeg ikke gjorde, intet har formet mig mere som musiker end min egen personlige samling af legendariske albums. Jeg er på mange måder ked af at man ikke længere vader direkte hen til musikreolen når man besøger folk. Den samling sagde så meget om hvad og hvem man er. Så stærk er musik, og derfor har James Blake fulstænsig ret i at hjernevasken er komplet og musik er nu gratis og ikke på samme måde betydelig som tidligere.
Jeg opfordre alle til at købe deres favorit albums på vinyl, opdag genforelskelsen i produktet, dyrkelsen af artisten og grundigheden udi at undersøge hvad musik i virkligheden kan. Jeg ønsker aldrig at mit hoved skal søge mod en playlist frem for en artist, jeg håber det forbliver dybdegående musikjournalisme også om alle nicherne og at musikbranchen på et tidspunkt indser hvilket grotesk selvmål man har lavet.